Som det blev kommunikeret ud på volleynet har jeg sagt mit job op øjeblikkeligt i KSV. En måske ultimativ handling (igen!) vil nogen sige, men den blev ikke taget uden et par måneders tanker og overvejelser undervejs.
Hvorfor jeg vælger at skrive dette her har noget med mit syn på kommunikation. At tale åbent om tingene og at give folk mulighed for at lade sig spejle i andres betragtninger kan virkeligt føre nogle gode aha-oplevelser med sig; specielt om de blinde vinkler man måtte have (Prøv det selv på IC3 togenes toiletter. Stå foran vasken, lad næsen pege lige frem og ret øjnene opad... Den side af dig selv har du IKKE set før!)
Nu er det mig der holder spejlet; forhåbenligt holder andre det op foran mig en anden gang.
Belsutningen kom ret simpelt efter en kort periode med kritiske afbud, dårlig respons på taktisk (video)-træning, snakken i krogene, pludselige ferieafbud samt lige så pludselige skades-eskalleringer som burde være meldt klart ud så de kunne tages i opløbet. Når omgivelserne, på trods af opfordringer på at tage interne konflikter, ikke fandt disse omstændigheder tilstrækkelige til at handle eller reagere på, præsenterede jobbets opsigelse sig som den bedste kontruktive løsning.
Hvis ingen omkring mig lod til at tage resultaterne eller mangelen på stabilt fremmøde seriøst nok til at ville stikke halsen frem, var det måske også lidt overdrevet at jeg selv skulle gøre det igen og igen; på trods af opfordringer om det modsatte i en længere periode.
Opsigelsen er på ingen måde en udmelding skabt af trods, dårlige reaktioner eller manglende resultater. Den har et formål: At få en proces og en række mennesker jeg holder af til at få mere ud af sig selv personligt og sportsligt og samtidigt undgå at jeg selv går på kompromis med personlige værdier og holdninger til mit arbejde med volley UDEN at bruge mere tid på bøvl og konflikter.
Når der siges at opsigelsen kommer på et "uheldigt tidspunkt" kunne jeg ikke være mere uenig. Jeg ved ej heller om en elitedebut beskrives som heldig eller ej. Jeg tror ikke held har så meget med det at gøre. Det har derimod omstændighederne samt ordene "valg/vilje". Vi kan ikke altid ændre omstændigheder, men vi kan vælge at reagere på dem.
Et pludseligt brud kan også føre noget godt med sig, hvis det kommer på baggrund af et "valg" og er et resultat af en masse "vilje". Om end ikke andet så tvinger det projektet til at reagere på samt netop genskabe de to ting: Holdet finder noget at stå samme om (noget de har manglet siden det slog Randers for godt et år siden), og lur mig om ikke de begynder at spille bedre?. Det håber jeg da! Klubben finder ud af hvad den vil med sig selv og sine 1. hold uden at jeg skal debatere derom og jeg selv finder ud af hvad jeg vil bruge min kærlighed for volleyball på.
Kærlighed til USG, KSV og de mennesker jeg har arbejdet sammen med er der rigeligt af. Derfor den kontante beslutning. De to parter var ganske enkelt ikke tjent med at blive sammen. Lidt alá den samme beslutning forældre og børn tager fælles eller hver for sig, når de unge flytter hjemmefra: Man udvikler sig og vokser fra hinanden. Hvem der har været forældre og børn i USGD1/KSVD1 - Martin Olafsen forholdet tror jeg ikke der kan svares entydigt på. Jeg kan ikke 100%. Jeg ved bare at jeg har udviklet mig og det er tydeligt at mine omgivelser også har.
Desuden skabte det for mange irritationer på baggrund af efterhånden åbenlyse forskelle i vision og brugen samt vægtningen af midler til at nå målet.
Volleyball er præget af mange faktorer såsom, fysik, teknik, takik, viden, højde, penge og modstandere. Vilje trumfer dog dem alle. Det lærte Sven Brix mig i min tid i Holte: "Vilje vinder over talent", og det er nok en af de klogeste ting jeg har hørt i volleyball. Det er formuleret, smukt, præcist og med masser holdning og visdom bag.
Om jeg manglede at mærke nok vilje omkring mig eller selv havde for meget af den skal jeg ikke kunne svare på. Det havde dog været let at fortsætte og please en gruppe af spillere samt bestyrelse, og pengene havde sikkert også være rare. Men når man er så stædig som undertegnede så gør man hellere noget galt end halvt godt; så kan andre i det mindste lære deraf. Og når man samtidigt tror 100% på sit projekt og ikke har (tilstrækkeligt lidt) temperement eller selverekendelse til at kalde det arrogance, så må man blive klogere - bagefter. Det har tit virket for mig. Jeg kan lide at brænde nallerne, for ellers kan jeg ikke huske hvad jeg skal gøre for at undgå at blive forbrændt en anden gang. Der har jeg min blinde vinkel.
Jeg er ked af hvis min beslutning vækker bebrejdelse eller irritation på holdet og i klubben, men jeg vil hellere være konsekvent end at råbe "ulv".
Det er vel også begrænset hvor lang tid man kan have succes og fremgang? 6 år med oprykning fra serie 1 til elitedivisionen og fastholdelse af 50% af truppen. Suppe der bliver kogt på samme skrog (jeg skal igen ikke kunne sige hvem der er hvem her ;-) ) bliver måske også lidt svær at få michelin stjerner på.
Klubben står i en unik situation for enten iår eller næste år at lave et flot comeback og det skal den have de bedste forudsætninger for. Og hellere give nye kræfter tid til tilløb end stå i vejen for dette et par måneder. Jeg havde håbet denne erkendelse var kommet fra klubbens og holdets side med fokus på spillermateriale og visioner snarere end at se konflikter og ambitioner som problemer. Problemet er efter min mening kun at undgå at konfrontere disse.
Jeg ønsker KSV al held og lykke og håber de får afsluttet denne ½ sæson bedre end den startede. Muligheden for oprykning er skam stadigt til stede og jeg er overbevist om at holdet har hvad der skal til hvis det ved selverkendelse kan finde ud af hvad det er for konflikter der skal tages for at opnå succes. Finder det ind til det er det kun Brøndby der når de spiller bedst burde kunne slå det.
Under alle omstændigheder så takker jeg klubben for i lang tid at have været villig til omstilling og udvikling. Det vidner resultaterne jo om samtidigt med at jeg som klubkonsulent kan se at rigitigt mange ting er på plads og er kommet det i løbet af de seneste år for at opdyrke og pleje en organisation der er god for medlemmerne og omvendt. Kulturen har budt på talrige udfordringer og bakket op omkring initiativer og engagement og vil fortsat gøre det. Holdet har samtidigt været som "at have en kæreste, bare uden alt det sjove". Det har budt på udfordringer, med- og modspil og har gjort at jeg idag stolt kan sige at jeg arbejder 100% med sport. På denne måde har vi i en årrække uddannet hinanden løbende og i synergi skabt positiv energi og sportslig glæde i en sport der, mens vi har været på vej op, har været lidt i modgang.
Tusind tak allesammen og held og lykke med jer personligt samt i udviklingen af jeres sport og hold!
Det er fortsat et spørgsmål om vilje. Enten får man den (når man VIL det) eller også gør man ikke.
Noget jeg som enebarn kun ofte nok bliver mindet om.
6 kommentarer:
Hej Martin,
Godt at se du også er kommet med på blogvognen. Ked af at høre du måtte tage en så "drastisk" beslutning, men stor respekt for at du er tro mod dine egne visioner og arbejde med at skabe en kultur og et miljø som er produktivt for alle istedet for at være til at fastholde et forhold med for mange ubekendte og for mange kompromisser.
Ses i hallerne
Hej Martin.
Det var da en større omgang.
Det er altid meget svært at finde ud hvad hvad problemet er når man står midt i det, og jeg kan forstå at dette her er kulminationen på en længere periode.
Som træner arbejder man jo på at gardere sig og netop forberede sig på alle situationer i spillet. Derfor er det ekstra svært når man så lige pludselig ser de ting man brænder for smuldre fordi man ikke kan gå på kompromis med de værdier man selv har som træner.
Man siger jo at modgang gør stærk, og selvom alle reagerer forskelligt så kan jeg sige at da jeg selv røg ind i en stor træner nedtur for knap et år siden der kunne jeg ikke selv se hvordan jeg nogensinde kunne komme videre mens jeg idag ikke ville have været modgangen foruden fordi det har fået mig til dels at tænke virkelig meget over min egen approach til det hele og samtidig erkende hvor glad jeg er for at være træner.
Det sværeste i processen er generelt at være helt ærlig om sin egen præstation det år det gik skævt.
Jeg kan ikke læse tanker, men det lyder umiddelbart på mig som om der har været for stor forskel hvad du vil og hvad holdet har ville.
Mål og indsats skal hænge sammen, og spillerne har formentlig gået efter målene uden helt at ville yde indsatsen.
Følgende vil måske ikke give nogen mening:
Hvis man ser holdets mål,vilje og indsats som et 3 tal på en 5 skala så skal den gode træner efter min mening ligge på et 4 tal for langsomt at trække holdet i den "rigtige retning", man kan i perioder som træner rykke op på et 5 tal og dermed rykke holdet ret meget på kort tid.
Men det skal være i kort tid ad gangen, og efterfølgende skal man altid selv ned på 3'eren i en periode. Ellers falder holdet fra, og det er i bund og grund holdet man er der for, og så glemmer man sit overordnede mål ligesom en forælder der straffer sine børn fordi de ikke gør som man ønsker.
Jeg tror at du har haft holdet med dig i tykt og tyndt men jeg tror simpelthen du har været en "5'er" i for lang tid, det kender jeg fra mig selv og selvom man har et hold der vil følge en i tykt og tyndt så kommer der til sidst en modreaktion når man har presset spillerne for meget i for lang tid.
Jeg tror du vil erfare at kompromiser er nødvendige, det afgørende er bare hvornår de tages og hvordan man tackler dem. Alle hold oplever vanvittige afbud til vigtige kampe, skøre dispositioner fra spillerne og måske underlige udspil fra klubben.
Hver gang man oplever dette må man bare løse selve situationen bedst muligt, og så ganske langsomt starte en påvirkning og behandling af situationen således at det aldrig ville kunne falde personen ind at gøre det en anden gang.
Der er "desværre" ingen lette løsninger, og på mange måder er det jo også netop charmen ved vores job :).
Jeg syntes det er ærgeligt at du stopper inden sæsonnen er slut. For mig er det en utrolig vigtig værdi hos en spiller at uanset hvad så spiller man sæsonnen ud, og det samme gælder egentlig for træneren efter min bedste overbevisning.
Pøj pøj fremover.
mvh
William
Hej Martin
Først et held og lykke.
Jeg er meget enig i det William skriver. Og det er formuleret meget mere præcist end jeg kan.
Jeg har ikke nogle geniale løsninger som jeg vil tilføje, men vil dog lige tilføje et par tanker.
Med de forhold som division volley fungere under i dk er der nødt til at være en balance i mellem det træneren forlanger og forventer og det spillerne er i stand til at leverer. Men det samme gælder indbyrdes blandt spillerne. Et hold fungere ikke hvis halvdelen er 5'ere den anden halvdel er 2'ere, for så vil der opstå de samme konflikter som mellem holdet og træneren. Der kan også være fraktionsdannelse, hvor træneren og enkelte seriøse spiller bliver sure og skuffede og andre mindre seriøse spillerer. Har været i en sådan situation, og det kom der ikke noget godt ud af.
Men en meget vigtig pointe som William skriver, er at man er træner for holdets skyld og ikke sin egen. Hvis holdet så ikke er i stand til opfylde tilstrækkelige mange af sine egne ønsker og behov, kan man stoppe, ændre sine forventninger eller tro på man kan flytte holdet.
Men du dukker jo nok som træner igen et eller andet sted igen. Det er jo sjovt og givende at være træner, Blandt andet fordi man arbejder mennesker og lære en hel del om sig selv i proccessen.
Hej Martin
Som de øvrige er jeg enig i at det er tab, men jeg er også sikker på at du får noget værdifuld viden på den lange bane - om ikke af andet, så om dig selv.
"Forventningsafstemning" er et inn-ord i al organisationsteori, og teamwork. Og det er jo nok her at man skal lede efter årsagerne til bruddet. Hvis de forskellige parters forventninger ikke er ens, er det for det meste kun et spørgsmål om tid. Jeg er ikke enig i at man generelt er værre i foreninger end andre steder, for hvis man er enig om konditionerne for samarbejde, og er god til undervejs at evaluere på de fælles målsætninger, så burde man fange eventuelle "blindgyder" man er på vej af.
Jeg tror kun jeg 1 gang har stået i din situation, og der valgte jeg at gå på grund af uoverenstemmelser. Jeg har siden fortrudt det meget, især fordi at det jo egentlig endte med at være en aktion rettet mod de forkerte. Spillerne der gerne vil, er jo gidsler for dem som man aktionerer imod og reelt dem som mærker det hårdest at træneren vælger at gå. Jeg er enig med William i at vi som trænere er til for holdet og ikke omvendt, men vi kender jo ikke de omstændigheder der har nået til dette. Jeg synes dog at det er godt for et hold at få ny træner mindst hver 3. år, og jeg har været i mit i netop 3 år....
Men jeg håber at du hopper på vognen igen, og finder et sted hvor alle parter er enige om hvordan tingene skal køre.
Mvh
Mikkel Hauge
Tak til jer alle for de gode kommentarer. Jeg har ligget sløj i en uges tid, der har været indbrud i bilen (IGEN!) og fik en 6 cm flænge i panden under et fredeligt tolitbesøg, så skrivelysten har været lidt hæmmmet.
Her et par kommentarer på jeres inspirerende inputs:
Jeg vil give William ret i at årsagerne hovedsageligt skyldes afstanden "3" til "5". Hvis det er 5 der kræves for kvalitet i grundspillet samt overlevelse og fortløbende udvikling så er det det jeg forlanger af mig selv og dem jeg arbejder med. I min overbevisning findes der ganske enkelt ikke noget andet valg.
Man kan jo ikke tabe bare fordi man ikke har lyst til at være god nok? (jo, måske i 2 division)
Alternativet var efter min overbevisning stiltiende at acceptere at resultaterne fik negative konsekvenser for klubbens placering (=holdet tabte kampe) som følge af ambitionsniveau, vilje og kontinuitet. Jeg kan godt forstå afbud i sæsonen, skader, ferier i pauserne og et enkelt kritisk afbud til en vigtig kamp. Jeg kan bare ikke arbejde med at 9/10 spillere har fingrene i kagedåsen og at ugens administrative opgave står på at finde ud af hvilken center der IKKE er på ferie samt hvilke kanter der IKKE har afbud til de træninger hvor begge hævere iøvrigt er til rådighed. Det vil jeg ikke stå passivt vidne til og derfor min reaktion.
Man kunne sagtens have fortsat og hyggetrænet på holdets og klubbens præmisser, men når man har arbejdet 6 år med et projekt man holder af er det ganske enkelt umuligt at sidde og se stille til at kurven knækker. Samtidigt var der fra klubbens ledelse ikke begejstring for at fortsætte min fortolkning af en mulig Københavnsk succeshistorie og så gælder det om ikke at spilde tiden for nogle af parterne. Så et brud nu istedet for til sommer ville give klub, spillere og ikke mindst mig selv mulighed for at definere og forme deres fremtid. Derfor er det her, meget ulig flere parter opfattelse, IKKE en straffeaktion, tværtimod!
På spørgsmålet om hvem man er til for som træner er jeg ej heller uenig.
Som TD træner for Falkonergården og TC træner for KVBK er jeg til for SPILLEREN, da holdet jo er ikke eksisterende. På et klubhold skal man hjælpe spillerne men holde 100% fokus på HOLDET. Men når holdet ikke lader til længere at være til for sig selv bliver det pludseligt en ret overflødig opgave.
Mikkels "forventnings-afstemning" kan jeg sagtens nikke genkendene til uden dog at have brugt den særligt meget. Hvis jeg havde brugt den i løbet af 6 år havde klubben nok ikke været i den udvikling fordi grænser og ambitioner hele tiden blev rykket snarere en "afstemt". At den iår er helt central for brudet, set i bagklogskabens lys, er måske fordi flere spillere er blevet trætte og ikke har kunne holde resultaterne op imod den stigende indsats der skulle til for at kunne opfylde dem.
Dog har der været en rimelig del "afstemning" både af demokratisk og målsætningsmæssig karakter over året, men aftalerne er bare løbende skredet fordi der ikke blev stillet krav inadtil i organisation og holdet. Denne stiltiende accept af brud på "fællesregler" og opførsel for succes har i høj grad også bidraget til at jeg ved hvad jeg vil og står for og at klub og hold i denne tid finder ud af det samme.
MVH
Martin
Send en kommentar