Filosofi

Som man kan læse mellem linierne fra den seneste presedækning i HD (Helsingborgs Dagblad, som folk på volleynet også har fundet den seneste uge) har den seneste periode været mildt sagt kaotisk rent spillermæssigt. Vi har haft skader, sygdom og skiftende hævere på try-out og dette har ført til en del rygsvømning i udmeldingerne. Vores stærkeste kort har været delvist ude af spil og det er rart at bænkspillerne så har slået til.

I løbet af denne uge melder vi ud hvilken hæver vi får og så mangler kun den sidste brik: 3. centeren.

Det er dog ikke hvad dette indlæg handler om. Det handler om en luksus man mister professionelt: Forskydningen af valget mellem de indre skills og hensyn og de ydre stats.

Idag gik det dog op for mig at der er visse afsavn. Jeg har måske ikke længere det privelegium at holde menneskelige og sociale hensyn højere end præstation og resultater (selvom det er min "filosofi" at disse ting i høj grad hænger sammen; mere om det ord i nedenstående)

Efter en hård og god weekend i selskab med Victor Lomuto kan man ikke andet end at holde af den lille Italiener/Argentiner. Han er rolig, behagelig og et yderst dejligt menneske. Han hævninger ligger stabilt og fremragende, og han har en sympatisk energi som få mennesker udstråler.

Men kan alle disse kvaliteter opveje en mangel af højde i blok og power ved nettet? Måske på et hold hvor andre har dette, og efter weekenden er jeg lidt i tvivl om vi har nok "fysik"; særligt når a-kæden ikke er på. Bevares vi spiller god volley og bliver det bedste "hold" (der kommer måske en forklaring i et senere indlæg), men om 7 måneder er det altså vores point vi bliver bedømt på og ikke hvor gode vores unge knægte er.

Jeg har ikke stået i en situation før hvor at sympati, erfaring og teknik pludseligt skal konkurrere med fysiske mål der ikke kan udvikles. Når man er 29 springer man det man kan og man bliver heller ikke højere end 183... (Pujol, Frankrigs hæver på 186 er måske undtagelsen, men han er jo også stadigt meget ung!)

Da jeg kl 0625 forlod lufthavnen iår var det med en tydelig klump i halsen over at have mødt et fantastisk menneske. Måske også fordi en naiv del af mig skal forholde sig til andre vilkår end den idealisme der er en af drivkræfterne for mig i det at træne og coache.

Vi VIL spille om medaljer iår og med det hold vi forventer at få, er det så nok at lokomtivet skal holde dampen oppe på idealisme, teamwork, hjerne og teknik?

Et eller andet sted er det naturligvis ikke kun Lomuto det handler om.

Det handler om at der måske ikke ALTID er noget at gøre, træne eller yde indflydelse på. Hvad gør det ved ens opfattelse af verden?

Nogle ting kan der ikke rykkes på. Hverken i livet eller i volleyball og det kan i den grad provokere mit verdenssyn. Jeg er i den grad modstander af kynisme, men måske at jeg er blevet så gammel at jeg nu bliver nødt til at acceptere dens tilstedeværelse? Og er denne accept forenelig med det at være Martin Olafsen? Jeg har altid været fan af bevidst naivitet i processen at skabe noget selv og måden at mærke verden på, selvom filosofieln jo er paradoksal. Når udsagnet bider sig selv i halen er det dog interessant at smile provokerende skævt. Forhåbenligt er det ikke overdreven modenhed der trænger sig på nu ved at vide dette.

Accepterer man at se livet bestemte briller mistes farvenuancer. Kan man beholde overblikket og skifte briller? Måske jeg er på vej i et grænseland i min udvikling, hvor at ordet trænerfilosofi først nu bliver andet end en floskel? Jeg har været inspireret først og fremmest af mig selv (som min provo-arrogance byder), men folk som Sven Brix, Mikael Trolle, Karim Baghli, Fred Sturm og Kim Blanksø (for nu at nævne et par stykker inden for den danske andedam) har heldigivs (og gør det stadigt sammen med alle jer andre) pirket til denne. Nu er det dog spejlbilledet som er ved at gøre et interessant indtryk.

Nogle ting kan man ikke rykke ved, og selvom man så flytter alle andre brikker er det så nok til at give et klart billede af en vindertrup? Sjovt at det først slår mig nu og sjovt hvad det gør ved det jeg ser i spejlet. Indtil videre er det hverken godt eller skidt, men bare yderst spændende.

Nå væk fra narcisismen og tilbage til ÖVK-linsen:

Passer brikkerne sammen og hvilke af dem kan udvikles? Der skal ses video og analyseres de næste dage, specielt efter samtalen i nat med et yderst interessant emne... Som jeg ser det er der 50% for at vores hæver hedder Lomuto og 50% for at han hedder noget typisk Amerikansk...

Kaffe blandet med interessante hændelser og en nat med for lidt søvn kan altså virkeligt få gang bevidstheden.

Jeg må løbe. Færgen venter ikke.

Olaf