fredag den 27. marts 2009

Syg feberkamp!

Igår morges efter TD morgentræning tikkede en sms ind på mobilen: "Jeg er syg, fryser, tæt på at kaste op, har feber og er meget usikker til kamp".

Beskeden kom fra Birger Matre og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på undertegnede. Efter at have været i dialog med Birger blev vi enige om at hver time i sengen var en vigtig investering. Både den obligatoriske fælles spisning, video samt det taktiske oplæg blev droppet til fordel for en biologisk kamp imod uret.

2 timer før kamp var meldingen "Jeg kommer, men jeg tror ikke jeg kan spille..."

Under opvarmningen skærmede vi Birger af ved at lade ham varme op længst fra Hyltes banehalvdel og lod ham finde sin egen rytme. Ansigtet var blegt og svedigt og øjnene blanke og han tog sig til maven flere gange men kæmpede på.

Som back up havde vi Ola Olofsson og Dejan Tujkic klar samt taktisk gennemgået hvordan vi kunne spille kampen efter hvordan Birgers helbred udviklede sig.

1 min før jeg skulle indlevere startopstillingen fik jeg "thumbs up" fra Birger. "Vi prøver".

Resten er beskrevet i medierne og på hjemmesiderne. Både Hylte og vi spiller en jævnbyrdig kamp, men en spiller stod over de andre. Birger laver 31 point, deraf 10 rene servevindere og server os fra 12-12 til 15-12 i 5. sæt hvoraf de sidste to er esser.

Det er så vildt, når man ved hvor svært det er. Man kan vel beskrive det som en bogstavelig "syg feberkamp". Det er ganske enkelt heroisk at gå ind og gøre hvad Birger gjorde igår. Jeg har aldrig set noget lignende.

Vi havde 355 tilskuere hvoraf en del var fra Hylte og der var en vild stemning i trykkogeren hele kampen igennem.

Det skal også lige nævnes at vi udover et godt resultat fik kåret Fletcher Andersson som MVP i den svenske eliteserie:

Paradoksalt var det ikke mig der nominerede ham, men da jeg så nomineringen fra mine kollegaer kunne jeg bare grine af mig selv og min blinde vinkel der. Fletcher kan SÅ meget som INGEN anden center i rækken kan og han har i vores problematiske midterperiode trådt til på flere positioner. Desuden har han kun spillet center i 2 år, hvor han tidligere i sin karriere har spillet diagonal og modtagende kant. Hos os er han stadigt en af de dygtigste modtagere og mest komplette teknikkere, men af rytme hensyn bruger vi ham på center positionen.

Det var dog meget klart da vi fløj assistent træner Per-Erik Dahlqvist ned for at scoute på ham at vi på vores hold havde behov for en fleksibel spiller som var GOD på centere men KUNNE træde til på andre pladser. Det kriterie blev til fulde opnået og mere til.. Godt arbejde Perra!

Efter sådan en torsdag er der god grund til at være tilfreds. Vi rejser os efter en flad indsats og viser vores niveau, vi får kåret en MVP, vi har rekordpublikum i hallen, vi spiller et drama af en kamp... OG vi vinder!

Efter 1. sæt havde jeg gladeligt ofret den sejr for den bunke selvtillid og rytme som vi kunne tage med til resten af semifinaleserien (jeg vidste ej heller at Birger ville spille bedre og bedre og regnede faktisk med at jeg måtte skifte ham ud snart).

Der er små ting vi skal justere, men endnu flere som vi allerede HAR rettet og det er det vigtigste og også en del vores varemærke: Vi KAN se ud til i perioder at have problmer, men vi er dygtige til at rette dem!

Nu er der snart træning idag hvor at vi idag og til morgentræning søndag skal se frem til næste kamp. Når nu heldet følger de tossede er vi faktisk også på Eurosport Player i denne!

God bedring til Birger! (selvom du da godt må have lidt feber i kroppen søndag også...)

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Hej

Jeg ved ikke hvem du er.

Som det er krævet her på min blog så kender jeg enten de der skriver eller de efterlader en identitet der gør kommunikation ligeværdig.

På mit forum er dialogen åben, ligeværdig og i øjenhøjde.

Dette punkt holder jeg meget fast på når det gælder spekulationer, kritik og insinuationer.

Dit indlæg er derfor slettet men hermed besvaret:

Jeg er skam bekymret for mine spilleres helbred og spillere har før meldt fra grundet sygdom.

Birger meldte sig klar velvidende hvad vores back up plan var og der var intet pres fra hverken min side eller klubben for at han skulle gennemføre. Han var vel motiveret for at spille og derfor spillede han.

MVH
Martin