Så er jeg atter på vej til Falköping. Som man kan læse i HD er SVBF og jeg blevet enige om at tilknytte mig til sommerens aktiviteter for herrelandsholdet. De sportslige forudsætninger var via mit samarbejde med spillerne og Johan klar og de logistiske rammer er også fra forbundets side rimelige.
Sidst var det 4 dage og denne lejr bliver lidt længere og hårdere som vi bevæger os fra sideout ind i pointspillet og truppen langsomt tegner sig. Næste lejr igen bliver også over 5 dage og kommer til at indeholde 3 kampe imod Australien, som siden også kommer på besøg i DK under deres "Europa-tour".
Sidste lejr bliver også over 5 dage kort før afgang til Universiaden i Serbien og kommer til at have 5 kampe imod Schweiz. Dog vil jeg være i DK og "holde ferie" og lade op.
Med op til 26 aktivitets dage for mig med landsholdet samt ÖVK som træner 4-7 pas ugentligt fra slutningen af maj til start juli bliver det en kalendermæssig udfording at finde tid til at udfylde mine sociale behov.
Mange gange er det dog intensive perioder udenfor ens comfort zone der er med til at rykke ens kompetencer og ens filosofier.
Vi må se hvad der sker.
I ÖVK er vi gået ind i kontraktsforhandlinger med nye spillere og vi har en del lokale Skåne spillere på try-out.
Der er ingen tvivl om at vi kommer at have et fuldt hold næste år. Udfordringen bliver at få fyldt op med de rette kompetencer. Potentialer er der rigeligt af.
Perra har atter lavet et ambitiøst fys program for holdet. Lige nu bliver det 2x1 times grund-fys, hop program, koordination, eksplosiv styrke og individuel grundstyrke, 2x1 times målrettet vægttræning og 2-3x2 timers bold.
Der er rigeligt at se til.
fredag den 29. maj 2009
søndag den 24. maj 2009
En smule træt...
Jeg må indrømme at jeg efter lidt over en måned med over 4-5 timers instruktion af beach/volleyball føler mig en smule slidt. Det er ikke nyt for mig at jeg giver en del af min personlighed og energi når jeg træner andre og det kan mærkes på kroppen.
I Falköping tog jeg brug af en daglig middagslur, for bla. at få influenzaen ud af kroppen - og det gav da også bonus, men selvom helbredet er ved at være der bliver man stadigt træt mentalt.
Den store udfordring er jo at give kvalitet nok til alle de der krydser ens veje. Som lejesvend i et volleyballmæssigt uland skal der investeres EN DEL for at bryde igennem. Man skal sørge for at udfordre sider af sig selv for at blive bedre og samtidigt tjene til dagen og vejen. Jeg har været så heldig at jeg befinder mig steder hvor begge dele bliver rimeligt tilfredsstillet. Dog ikke uden en vis investering af arbejde og derved træthed. Udfordringen er IKKE at brænde ud og samtidigt arbejde nok til at blive RIGTIGT god.
Og jo bedre jeg bliver jo mere ser jeg mine svage sider.
Folk der påstår at de som 40 årige trænere ved ALT har enten vundet for meget for let eller er godt på vej ud af deres sidste job som ubevidst inkompente tilsat uvidende arrogance. Nu har jeg haft eksponering for personer som Mikael Trolle, Peter Borglund, Fred Sturm og nu også Johan Isacsson samt både RIG og TVN trænere og hver gang lærer jeg noget nyt eller får brudt et element ned. Det samme gør jeg når jeg taler med andre trænere på et samenligneligt niveau eller endda trænere som befinder sig på et "yngre stadie" end jeg selv. Over sommeren må vi også se om Ismo og jeg får tid til at nyde en øl og snakke lidt bold, som vi fik lovet hinanden efter sidste finale.
Træning er et håndværk - man kan ikke KUN læse sig til det men omvendt skal man sørge for at have en god mængde af den rette teori og eksponering for de rette mentorer og læremestre samt masser af praksis. Undervejs danner man sig sin egen overbevisning der undervejs skifter til forskellige og mere og mere forfinede filosofier. Jo mere jeg kommer ned i muldet jo mere får jeg både biomekanisk og paradigmemssigt at "less is more" - men på baggrund af at tingen skal koges ind på den rigtige måde.
Jeg har den seneste tid haft masser af det hele og nu skal nervebanerne finde hinanden i denne uge hvor jeg kan koncenterer mig om at være i "Danmark".
Imorgen er det nemligt atter en dag og en træning i ÔVK. Ugen har et par møder også og hvis alt går vel også flere timer i Røvparken til lidt aktiv restitution og krops-refleksion.
Ses på sand og på de 9x9. Nu skal Olafsen hvile!
I Falköping tog jeg brug af en daglig middagslur, for bla. at få influenzaen ud af kroppen - og det gav da også bonus, men selvom helbredet er ved at være der bliver man stadigt træt mentalt.
Den store udfordring er jo at give kvalitet nok til alle de der krydser ens veje. Som lejesvend i et volleyballmæssigt uland skal der investeres EN DEL for at bryde igennem. Man skal sørge for at udfordre sider af sig selv for at blive bedre og samtidigt tjene til dagen og vejen. Jeg har været så heldig at jeg befinder mig steder hvor begge dele bliver rimeligt tilfredsstillet. Dog ikke uden en vis investering af arbejde og derved træthed. Udfordringen er IKKE at brænde ud og samtidigt arbejde nok til at blive RIGTIGT god.
Og jo bedre jeg bliver jo mere ser jeg mine svage sider.
Folk der påstår at de som 40 årige trænere ved ALT har enten vundet for meget for let eller er godt på vej ud af deres sidste job som ubevidst inkompente tilsat uvidende arrogance. Nu har jeg haft eksponering for personer som Mikael Trolle, Peter Borglund, Fred Sturm og nu også Johan Isacsson samt både RIG og TVN trænere og hver gang lærer jeg noget nyt eller får brudt et element ned. Det samme gør jeg når jeg taler med andre trænere på et samenligneligt niveau eller endda trænere som befinder sig på et "yngre stadie" end jeg selv. Over sommeren må vi også se om Ismo og jeg får tid til at nyde en øl og snakke lidt bold, som vi fik lovet hinanden efter sidste finale.
Træning er et håndværk - man kan ikke KUN læse sig til det men omvendt skal man sørge for at have en god mængde af den rette teori og eksponering for de rette mentorer og læremestre samt masser af praksis. Undervejs danner man sig sin egen overbevisning der undervejs skifter til forskellige og mere og mere forfinede filosofier. Jo mere jeg kommer ned i muldet jo mere får jeg både biomekanisk og paradigmemssigt at "less is more" - men på baggrund af at tingen skal koges ind på den rigtige måde.
Jeg har den seneste tid haft masser af det hele og nu skal nervebanerne finde hinanden i denne uge hvor jeg kan koncenterer mig om at være i "Danmark".
Imorgen er det nemligt atter en dag og en træning i ÔVK. Ugen har et par møder også og hvis alt går vel også flere timer i Røvparken til lidt aktiv restitution og krops-refleksion.
Ses på sand og på de 9x9. Nu skal Olafsen hvile!
lørdag den 23. maj 2009
"A little less conversation, a little more action..."
For knapt en måneds tid siden var der nogen der synes at det var en god idé med et ANONYMT forum hvor man kunne diskutere rygter i Svensk Volleyball. "Hvem slutter hvor og hvem starter hos hvem?", osv...
Det er jo sikkert spændende nok at følge rygter og lægge en masse energi på det. Med den vanlige svenske anonymitet tilsat masse af ukendte sladdertanter med meget lav (selv) kritik har dette forum udviklet sig til en pinlig omgang person angreb og halv eller hel løgnagtige udmeldinger. Pt. vurderer jeg at under 30% har været sandt og at resten er enten hetz imod klubber, trænere, landshold og anden retorisk onani.
Fuck hvor er det pinligt... se selv på: Sillyvolley
Der snakkes meget i krogene og første spørgsmål er hvem der snakker med hvem? Tilsyneladende er der en del der har noget på hjerte og 2. spørgsmål er så hvilket hjerte?
Hvis man virkeligt interesserer sig for svensk volley så kunne man jo starte med at GØRE mere og SNAKKE mindre.
Jeg er eksempelvis meget positivt overrasket over den TEAMSPIRIT som de mange svenske landsholdsspillere udviser overfor hinanden om de så er fra Sollentuna, Falkenberg eller Hylte. Efter 3 dage på 1. camp er der også blevet taget rigtigt godt imod mig og der er en enorm vilje til at arbejde, lære og hjælpe hinanden, selvom der kæmpes om de samme pladser til Universiaden. At en spiller så er verdens stjerne og en anden stadigt går på volley gymnaiset gør ingen forskel. Der er respekt for udvikling, præstation og der arbejdes imod den fællesnævner hvor personlige ambitioner og drømme krydser teamets behov for samme.
Når meget UNGE spillere kan finde ud af at knytte bånd på tværs af grænserne er det bare at flove sig over at en så stor andel af miljøet har så åbenlyse problemer dermed...
Det er derfor en fornøjelse at se at "top-medarbejderne" i firmaet "volleyball sverige" i den grad ser sig selv som en del af et større foretagene.
Så ale jer der snakker (om i så gør det i DK eller SWE)... Prop en kork i kæften, slå lytteøbfferne ud og skru brillerne på, smøg ærmerne op og hop med ombord før end skibet sejler uden jer.
Jeg er sikker på at både Fred Sturm/Mikael Trolle og Johan Isacsson/Torbjörn Johansson hellere end gerne vil have jer ombord hvis i bare selv gør en indsats og viser noget proaktivt initiativ og interesse istedet for at gå og mukke og føle jer forbigået.
Jeg skriver ikke dette fordi jeg selv er fedtet ind efterhånden i begge forbund, men simpelthen fordi jeg synes at der er alt for meget "viden bedre" i de små skyttehuller i klubber og hold og alt for lidt dialog og diskussion. Og de der taber er ofte dem der føler sig overset og sidder og venter ved telefonen og ikke kan forstå den ikke ringer...
Både Topvolley, forbund og ledere vil nemligt godt danse med. De skal bare bydes op af dansepartnere på den rigtige måde... De lækre tøser finder jo ikke vej til bagsædet eller efterfesten hvis de konfronteres med bænkevarmere eller forsmået lokums poesi på drengetoilettet vel?
Det DIG der først skal proppe penge i jukeboksen og byde op til dans med et smil.
A little less conversation, a little more action please
All this aggravation aint satisfactioning me
A little more bite and a little less bark
A little less fight and a little more spark
Close your mouth and open up your heart and baby satisfy me
Satisfy me baby
Baby close your eyes and listen to the music
Drifting through a summer breeze
Its a groovy night and I can show you how to use it
Come along with me and put your mind at ease
A little less conversation, a little more action please
All this aggravation aint satisfactioning me
A little more bite and a little less bark
A little less fight and a little more spark
Close your mouth and open up your heart and baby satisfy me
Satisfy me baby
Come on baby Im tired of talking
Grab your coat and lets start walking
Come on, come on
Come on, come on
Come on, come on
Dont procrastinate, dont articulate
Girl its getting late, gettin upset waitin around
A little less conversation, a little more action please
All this aggravation aint satisfactioning me
A little more bite and a little less bark
A little less fight and a little more spark
Close your mouth and open up your heart and baby satisfy me
Satisfy me baby
Det er jo sikkert spændende nok at følge rygter og lægge en masse energi på det. Med den vanlige svenske anonymitet tilsat masse af ukendte sladdertanter med meget lav (selv) kritik har dette forum udviklet sig til en pinlig omgang person angreb og halv eller hel løgnagtige udmeldinger. Pt. vurderer jeg at under 30% har været sandt og at resten er enten hetz imod klubber, trænere, landshold og anden retorisk onani.
Fuck hvor er det pinligt... se selv på: Sillyvolley
Der snakkes meget i krogene og første spørgsmål er hvem der snakker med hvem? Tilsyneladende er der en del der har noget på hjerte og 2. spørgsmål er så hvilket hjerte?
Hvis man virkeligt interesserer sig for svensk volley så kunne man jo starte med at GØRE mere og SNAKKE mindre.
Jeg er eksempelvis meget positivt overrasket over den TEAMSPIRIT som de mange svenske landsholdsspillere udviser overfor hinanden om de så er fra Sollentuna, Falkenberg eller Hylte. Efter 3 dage på 1. camp er der også blevet taget rigtigt godt imod mig og der er en enorm vilje til at arbejde, lære og hjælpe hinanden, selvom der kæmpes om de samme pladser til Universiaden. At en spiller så er verdens stjerne og en anden stadigt går på volley gymnaiset gør ingen forskel. Der er respekt for udvikling, præstation og der arbejdes imod den fællesnævner hvor personlige ambitioner og drømme krydser teamets behov for samme.
Når meget UNGE spillere kan finde ud af at knytte bånd på tværs af grænserne er det bare at flove sig over at en så stor andel af miljøet har så åbenlyse problemer dermed...
Det er derfor en fornøjelse at se at "top-medarbejderne" i firmaet "volleyball sverige" i den grad ser sig selv som en del af et større foretagene.
Så ale jer der snakker (om i så gør det i DK eller SWE)... Prop en kork i kæften, slå lytteøbfferne ud og skru brillerne på, smøg ærmerne op og hop med ombord før end skibet sejler uden jer.
Jeg er sikker på at både Fred Sturm/Mikael Trolle og Johan Isacsson/Torbjörn Johansson hellere end gerne vil have jer ombord hvis i bare selv gør en indsats og viser noget proaktivt initiativ og interesse istedet for at gå og mukke og føle jer forbigået.
Jeg skriver ikke dette fordi jeg selv er fedtet ind efterhånden i begge forbund, men simpelthen fordi jeg synes at der er alt for meget "viden bedre" i de små skyttehuller i klubber og hold og alt for lidt dialog og diskussion. Og de der taber er ofte dem der føler sig overset og sidder og venter ved telefonen og ikke kan forstå den ikke ringer...
Både Topvolley, forbund og ledere vil nemligt godt danse med. De skal bare bydes op af dansepartnere på den rigtige måde... De lækre tøser finder jo ikke vej til bagsædet eller efterfesten hvis de konfronteres med bænkevarmere eller forsmået lokums poesi på drengetoilettet vel?
Det DIG der først skal proppe penge i jukeboksen og byde op til dans med et smil.
A little less conversation, a little more action please
All this aggravation aint satisfactioning me
A little more bite and a little less bark
A little less fight and a little more spark
Close your mouth and open up your heart and baby satisfy me
Satisfy me baby
Baby close your eyes and listen to the music
Drifting through a summer breeze
Its a groovy night and I can show you how to use it
Come along with me and put your mind at ease
A little less conversation, a little more action please
All this aggravation aint satisfactioning me
A little more bite and a little less bark
A little less fight and a little more spark
Close your mouth and open up your heart and baby satisfy me
Satisfy me baby
Come on baby Im tired of talking
Grab your coat and lets start walking
Come on, come on
Come on, come on
Come on, come on
Dont procrastinate, dont articulate
Girl its getting late, gettin upset waitin around
A little less conversation, a little more action please
All this aggravation aint satisfactioning me
A little more bite and a little less bark
A little less fight and a little more spark
Close your mouth and open up your heart and baby satisfy me
Satisfy me baby
torsdag den 21. maj 2009
Ude og "hjemme" igen....
Jeg er "Tilbage"...
Efter et hårdt SM-slutspil var det så småt med både tid og motivation for at skrive. Resultater taler jo for sig selv og jeg følte ikke at der var så meget at ("bort")-analysere eller kommentere på. Samtidigt var det vigtigere at arbejde med at forberede ÖVK til 3 uger uden undertegnede end at skrive kloge ord. Det gør andre både bedre og mere overbevisende end jeg. Desuden er retorisk selvretfærdighed/medlidenhed ikke min foretrukne disciplin.
Jeg vil dog gerne summere lidt op ad den seneste måneds oplevelser.
Det blev til 3 ugers hårde og sjove oplevelser i Tyrkiet. Lyø Beachcamp havde 3 camps hvor jeg var ansvarlig for dame-træningen. 6 timer i sandet sætter sine spor og jeg måtte flere gange ty til doping af stemmen samt hvile i skyggen for at have nok krudt i kuglerne til ALLE deltagere i de tre uger. Det vidner min underdrevne kulør paradoksalt om samt det faktum at jeg endnu har ligget syg efter hjemkomst. Men sådan skal det også være. Hvis ikek man har en iltgæld at betale efter en præstation af enhver art har man ikke den gas nok; hverken på eller udenfor både beachbanerne eller dansegulvet. En forvredet ankel efter et blokforsøg af en aggressiv Shaun Powel på sidstedagen i en instruktørkamp ("undertrådt" og tilgivet!) kom også med hjem og igennem den danske told kontrol.
Jeg kan godt lide at være på som instruktør. Det er spændende at arbejde med en ny gruppe mennesker og give dem noget i takt med at man selv udvikler og udfordrer sine volleyball-trænings kundskaber. Desuden kommer man tæt på folk når de på en intensiv uge skal nå både at blive bedre, lære noget nyt OG nå at være på social charterferie. Så hvad man ikke betalt i udvikling eller økonomi får man igen i networking og kammeratskaber.
I ÖVK har vi haft en rigtig god restitution og rekruttering i mellemtiden. Spillerne har "hvilet" sig væk fra hallen og vi har fået skrevet den første og vigtigste kontrakt (Kalle). Nu er vi igang igen og både Perra's special designede fys og individuelle gym-programmer samt mine tekniske og spilmæssige udviklingsplaner for holdet skal nok give bonus frem til august/september.
Vi er en stor trup af interesserede spillere og der arbejdes også i elitesektionen for at skaffe mere tyngde omkring holdet. Vi har derfor ikke været bedre forberedt med holdet i den tid jeg har været i klubben. Selvom tiden er en anden og satsningerne bliver anderledes bliver det derfor en kontrolleret og spændende proces omkring etableringen af holdet som vi nu går igang med. Vi planlagde før jeg tog afsted og mens jeg har været væk har vi arbejdet på flere spor og flere spillere og når jeg nu er tilbage er det også på tide at gøre dette rent lav-praktisk i hallen.
Man kan dog ikke rigtigt sige at jeg er "hjemme". Idag er jeg på vej til samling for det svenske herrelandshold. Efter en del kommunikation frem og tilbage før, under og efter slutspillet vil SVBF, Johan og jeg se på mulighederne for at indgå et assistent træner samarbejde.
Om man kan kalde det ad-hoc, try-out eller trænersparring, eller noget andet og omfanget deraf vil måske ligge klarere efter weekenden. Min tur til Tyrkiet og et meget omfattende program for svenskerne med over 4 lejre inklussive træningskampe imod Australien, Schweiz som optakt til World University Games fra 1/7-11/7 har ikke sparret meget tid til planlægning og afstemning af forventninger for hverken SVBF's eller min side før end nu. Derfor er der kun en ting at gøre og det er at tage det for hoften af og snakke os igennem det i løbet af de næste 4 dage. Det er faktisk også sådan jeg foretrækker det. Når jeg træner skal der være en god blanding af foreberedelse og plads til improvisation. Dette gælder også når jeg indgår samarbejder med andre. Har man et fælles mål, forståelse og tillid behæver ikke alt vre sat i sikre rammer. Når en kok skal lave en ny ret så starter han nok også bare med at købe noge råvarer og så ellers prøve sig frem. Om det så bliver godt afhænger vel af hans håndværk og erfaring end om hans opskrift står på papir eller ej. Når menuen så er forfinet så kan man senere skrive kogebogen færdig og høste michelin stjernerne. Men først skal der nu "kokkereres"...
Det var lidt fra mig igen. Jeg er atter "hjemme" og nu får vi at se hvor meget...
Jeg glæder mig ihvertfald mens jeg sidder i toget og holdet allerede nu har 1. træning. DSB startede ellers dagen lidt uheldigt med at aflyse mit tog til Malmø som så gjorde at jeg blev to timer forsinket.
Bloggen er derfor igang igen og der er masser der burde komme på den. Hvad jeg så orker eller gider skrive om af de mange indtryk og tanker får vi at se.
Den forsinkede togtur har da i det mindste været lidt brugbar.
SMADR!
Efter et hårdt SM-slutspil var det så småt med både tid og motivation for at skrive. Resultater taler jo for sig selv og jeg følte ikke at der var så meget at ("bort")-analysere eller kommentere på. Samtidigt var det vigtigere at arbejde med at forberede ÖVK til 3 uger uden undertegnede end at skrive kloge ord. Det gør andre både bedre og mere overbevisende end jeg. Desuden er retorisk selvretfærdighed/medlidenhed ikke min foretrukne disciplin.
Jeg vil dog gerne summere lidt op ad den seneste måneds oplevelser.
Det blev til 3 ugers hårde og sjove oplevelser i Tyrkiet. Lyø Beachcamp havde 3 camps hvor jeg var ansvarlig for dame-træningen. 6 timer i sandet sætter sine spor og jeg måtte flere gange ty til doping af stemmen samt hvile i skyggen for at have nok krudt i kuglerne til ALLE deltagere i de tre uger. Det vidner min underdrevne kulør paradoksalt om samt det faktum at jeg endnu har ligget syg efter hjemkomst. Men sådan skal det også være. Hvis ikek man har en iltgæld at betale efter en præstation af enhver art har man ikke den gas nok; hverken på eller udenfor både beachbanerne eller dansegulvet. En forvredet ankel efter et blokforsøg af en aggressiv Shaun Powel på sidstedagen i en instruktørkamp ("undertrådt" og tilgivet!) kom også med hjem og igennem den danske told kontrol.
Jeg kan godt lide at være på som instruktør. Det er spændende at arbejde med en ny gruppe mennesker og give dem noget i takt med at man selv udvikler og udfordrer sine volleyball-trænings kundskaber. Desuden kommer man tæt på folk når de på en intensiv uge skal nå både at blive bedre, lære noget nyt OG nå at være på social charterferie. Så hvad man ikke betalt i udvikling eller økonomi får man igen i networking og kammeratskaber.
I ÖVK har vi haft en rigtig god restitution og rekruttering i mellemtiden. Spillerne har "hvilet" sig væk fra hallen og vi har fået skrevet den første og vigtigste kontrakt (Kalle). Nu er vi igang igen og både Perra's special designede fys og individuelle gym-programmer samt mine tekniske og spilmæssige udviklingsplaner for holdet skal nok give bonus frem til august/september.
Vi er en stor trup af interesserede spillere og der arbejdes også i elitesektionen for at skaffe mere tyngde omkring holdet. Vi har derfor ikke været bedre forberedt med holdet i den tid jeg har været i klubben. Selvom tiden er en anden og satsningerne bliver anderledes bliver det derfor en kontrolleret og spændende proces omkring etableringen af holdet som vi nu går igang med. Vi planlagde før jeg tog afsted og mens jeg har været væk har vi arbejdet på flere spor og flere spillere og når jeg nu er tilbage er det også på tide at gøre dette rent lav-praktisk i hallen.
Man kan dog ikke rigtigt sige at jeg er "hjemme". Idag er jeg på vej til samling for det svenske herrelandshold. Efter en del kommunikation frem og tilbage før, under og efter slutspillet vil SVBF, Johan og jeg se på mulighederne for at indgå et assistent træner samarbejde.
Om man kan kalde det ad-hoc, try-out eller trænersparring, eller noget andet og omfanget deraf vil måske ligge klarere efter weekenden. Min tur til Tyrkiet og et meget omfattende program for svenskerne med over 4 lejre inklussive træningskampe imod Australien, Schweiz som optakt til World University Games fra 1/7-11/7 har ikke sparret meget tid til planlægning og afstemning af forventninger for hverken SVBF's eller min side før end nu. Derfor er der kun en ting at gøre og det er at tage det for hoften af og snakke os igennem det i løbet af de næste 4 dage. Det er faktisk også sådan jeg foretrækker det. Når jeg træner skal der være en god blanding af foreberedelse og plads til improvisation. Dette gælder også når jeg indgår samarbejder med andre. Har man et fælles mål, forståelse og tillid behæver ikke alt vre sat i sikre rammer. Når en kok skal lave en ny ret så starter han nok også bare med at købe noge råvarer og så ellers prøve sig frem. Om det så bliver godt afhænger vel af hans håndværk og erfaring end om hans opskrift står på papir eller ej. Når menuen så er forfinet så kan man senere skrive kogebogen færdig og høste michelin stjernerne. Men først skal der nu "kokkereres"...
Det var lidt fra mig igen. Jeg er atter "hjemme" og nu får vi at se hvor meget...
Jeg glæder mig ihvertfald mens jeg sidder i toget og holdet allerede nu har 1. træning. DSB startede ellers dagen lidt uheldigt med at aflyse mit tog til Malmø som så gjorde at jeg blev to timer forsinket.
Bloggen er derfor igang igen og der er masser der burde komme på den. Hvad jeg så orker eller gider skrive om af de mange indtryk og tanker får vi at se.
Den forsinkede togtur har da i det mindste været lidt brugbar.
SMADR!
Abonner på:
Opslag (Atom)