Som træner kommer jeg mere og mere ud for at kunne se fejl, mangler og potentielle forbedringer i spillere jeg kender, men som jeg ikke coacher dagligt, modsat spillere som jeg arbejder med hver dag..
Det er som om man til tider bliver blind for sine egne spillere og omvendt kan se ALT i de spillere man oplever sporadisk. Sådan så jeg det for eget vedkommende i weekendens træningskampe imod Habo og KSV og ikke mindst til KSV's elitestævne, hvor jeg så et par kampe og særligt nød opgøret Frederiksberg-Brøndby.
Frederiksberg spillede virkeligt godt blokadespil og stod også fornuftigt i forsvaret mens at Brøndby som kampen skred frem fandt bedre og bedre rytme i angrebet. På sidelinien fik jeg blod på tanden for at coache Rose og Astrid, da de jo ikke længere er på TD-linien på Falko (og jeg ej heller, da jeg sagde jobbet op for at kunne bruge energien og ressourcerne bedre i ÖVK).
Typisk refleks! Jeg kan ikke lade være med at have en mening om ting omkring mig og i denne forbindelse en meget positiv en fordi de havde rykket sig en stor del.
Jeg tror den eneste løsning er at forsøge at kigge på sine egne spillere i et kortere perspektiv og tydeliggøre coachingen og forsøge at tænke åbne muligheder istedet for de begrænsninger som man ofte danner sig i hovedet af de spillere man arbejder meget med.
Hos ÖVK kan man se resultatet af det iår: Jeg har ikke coachet Niklas Hugosson som hæver og aldrig coachet Kalle Sandberg før iår. Desuden har vi ikke arbejdet særligt med John som hæver i transitionen. Dette ændrede vi dramatisk på for lidt over en måned siden og de tre spillere står som de der har rykket sig mest siden starten.
Sideløbende har jeg selvfølgelig arbejdet med andre spillere, men hævning ville jeg have benhårdt kontrol på fra start og derfor har det fået 33% af min opmærksomhed.
Jeg har tidligere haft et motto som jeg forsøger at lære mine spillere: "Du kan fordi du IKKE har prøvet det før!"
Jeg kan måske med fordel tilføre et nyt:
"Du har ikke kunnet men det er fordi du måske har prøvet det samme for længe.."
Knudret, men ultimativt et snørklet modangreb som forsvar for at have været sneblind... Det lyder for dårligt til at blive et mantra og derfor er det vel mere meningen som er brugbar.
I den henseende synes jeg faktisk om at folk kommer til mine træninger og kommer med meninger og kommentarer. En del fra vores elitesektion og styrelse kigger jævnligt forbi og blander sig gerne med lidt langfingret coaching.
Jeg kan faktisk lide det for det fjerner lidt af de blinde vinkler og sneblindheden.
Med mit kommentator og klubudviklings gen er det vel en naturlig refleks at netop kommunikere hvad jeg bemærker i udviklingens tegn. Nogle bliver irriterede. Selv bliver jeg interesseret. Og det kommer ikke til at ændre sig; hverken min indblanden eller folks reaktion.
Jeg beklager navle filosofien, men jeg havde bare lyst til at dele denne tanke...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar