Igå blev Ola Maineborn ramt af en forvridning i knæet efter et hændeligt sammenstød under nettet med Marcin Konkel. Ingen af spillerne var overtrådt men stødte knæene sammen hvilket i 99,99% altid ender med ikke at blive farligt. Igår kostede det os Ola i kampen imod Habo...
Kris er begyndt at træne, men passer på foden og hverken spiller eller springer 100% igennem, og det er derfor klart at vi må spille anderledes på venstrekanten i den/de kommende kampe.
Dette sætter os lidt tilbage i forhold til planen, men det er jo heldigvis noget vi har øvet hele sæsonen, med skader, fejlrekruttering osv. Derved bliver ÖVK et ENDNU mere utydeligt billede, for at det kan blive svært at scoute sig ind på hvilket hold vi vil have i 1. kvartfinale.
Dette vil de næste kampe betyde en masse gejst for vores modstandere ved at være klare favoritter imod et "internationalt" ÖVK og en masse kortsigtet god presse for dem. For os betyder det som ordproget siger: "What doesn't kill you, only makes you stronger". Og holder vi samme vilje og gejst som vi gjorde i modgangen i Falkenberg er det jo kun udsving i vores spil vi skal arbejde med.
Dette var klart for hele holdet efter træningen. Det er nu at vi skiller mænd fra drenge og vindere fra tabere samt lederne på banen fra dem der bare spiller volleyball.
Hvorfor skriver jeg så dette; burde vi ikke dække over vores svagheder?
Det klare signal til svensk volleyball er at vi både KAN og VIL og også tror på det når det gælder, og fordi det med en "mulighed" som denne gør endnu vigtigere at skjule vores styrker...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar