mandag den 20. oktober 2008

Dagen derpå og et blik i rigtig retning!








Der blev ikke festet så meget igennem igår. det var en lang tur hjem og havde jeg ikke fået et lift fra færgen til KBH kl 2 i ant havde jeg først været hjemme kl. 5 imorges. SVBF tog at par gode billeder som jeg gerne vil dele med resten af jer. Forbundets nyhed kan læses her.

En lille kommentar om CUP'en kan læses på V-fans nyhed, og jeg håber at andre vil fortsætte diskussionen og afstemningen om dennes fremtid der. Afstemningen viser at der er tro på denne turnering og jeg mener, som man kan læse i kommentaren, at det er en god og veltimet turnering, som kan give krydderi til volleysverige's forretnings og kalenderår. Derfor vil jeg ikke diskutere dette her og det ville også være upassende set i lyset af vores resultat i den.

Fletcher og Nick er hovedpersonerne på foto-serien, men jeg vil understreje at jeg er meget stolt af alle på holdlisten. Det sidste foto siger mere om den sag end mine ord vil gøre.

Der er tilføjet lidt presse til højre og der kommer sikkert også mere som jeg også skal gøre opmærksom på til den tid. Særligt ser jeg frem til volleykanalens udsendelse som i disse timer nok er i færd med at blive rediggeret.

Dog kan vi ikke bruge det her til en skid, hvis vi ikke fortsætter med at se fremad og indad og også havde den største respekt for de hold der omgiver os. Vi har grund til at fejre, være glade og stolte, men kun over hvad vi har præsteret i bakspejlet. Fundamentet for fremtidig succes skal skabes i at fastholde vores arbejde og optimere vores koncept, for hvem har vi egentligt slået undervejs, og hvor meget bedre BØR vi også blive?

Vi tabte 3-1 til et stærkt Middelfart og Lycurgus i første stævne og vandt 3-0 over et svagt Skovbakken og reduceret Ålborg mandskab som ikke var helt så langt fremme træningsmæssigt som os.

Senere vandt vi over KSV, Lugi, Hvidovre nemt 3-0 men tabte til Amager (1-2) til CPH-Open igen da trætheden meldte sig for vores lille trup.

Ugen efter vandt vi over Hylte og Lugi, men tabte 3-2 til Habo. Og i efterfølgende midtuge blev det til en 3-1 sejr over Holte og ugen efter et 3-1 nederlag til Lugi som siden da er blev fulgt op af 12 sætsejre i træk i Cupen over først Fäladen, Hylte, Vingåker og Tierp.

I princippet har vi tabt 3-1 til et Lugi og 3-2 imod Habo i deres stærkeste opstilling (selvom vi eksperimenterede MEGET i Lugi kampen og også var lidt møre imod Habo med de få spillere vi havde til rådighed der). Samtidigt har vi kun vundet over Tierp i deres bedste 6'er. Vingåker bliver bedre og Hylte mangler stadigt 3 Canadiere.

Vi skal derfor ikke forblænde os i vores pokal, men bare konstatere at det hårde arbejde har båret frugt og at vi til denne sæson er det bedst forberedte og bedst spillende hold fra start. Vores modstandere VIL blive bedre og i volleyball handler det om at vinde den sidste bold!

Godt nok får vi en gave foræret når Brock kommer, så også vores trup bliver bedre, men vi har også en række andre sultne hold der lurer lige om hjørnet og omend en lille trup altid vil være mere sammenspillet vil den også være mere sårbar overfor skader og eksterne påvirkninger end en større enhed.

Meget passende kan vi derfor også indlede en ny fysisk trænings periode. Perra styrer det fysiske arbejde med hård hånd i både vægtlokale og i hallen og jeg er enormt stolt af at have ham som vagthund for den proces som i mine øjne kører på utroligt godt. Hvis andre klubber har bare en halvt så dygtig og engageret fystræner tror jeg svensk volleyball generelt går en bogstavelig stærk periode i møde.

Uden hans gode scouting i Spanien, og vores velsmurte elitesektion med Leif Bjöck i spidsen samt Jörgen Ericsson som rådgiver, tror jeg ej heller vores rekruttering havde været af samme klasse, som den er iår. Bengt Olsson skal ej heller glemmes for den sparring som han har ydet til mig og sektionen i den kritiske udvælgelse af holdet og særligt vore hæver. Det er noget som alle de jeg taler med har bemærket og derfor skal arbejdet i kulissen også fremhæves. Vi har et godt HOLD iår med spillere med den rette indsitlling og rimelige skills, og så er det fuldstændigt ligegyldigt om de har amerikansk eller svensk pas. Det er netop holdet BAG holdet som iår og efter et år indkøringsperiode begynder at skabe fundament for succes.

Men fra nu af er det respekt for modstanderne og ned fra den høje hest. Som mennesker er vi udstyret med fremadrettede øjne selvom vi alt for mange gange ynder at se tilbage... Og et blik rettet indad imod vores svagheder tilsat en stor mængde ydmyghed vil også gavne os i den kommende tid.

Ingen kommentarer: