I en proces (min egen og mine omgivelser) henimod deltids professionelle kår med sporten finder jeg mig ofte filosoferende over hvordan man trækker flere ressourcer, mediebevågenhed og talenter til sporten.
Hvordan får vi som sport succes?
Varm luft og indholdSom ballonskipper må man hele tiden holde en vigtig balance mellem varm luft og indhold og vide hvad man har med at gøre, hvis man vil have et projekt på vingerne. Uanset hvor meget varm luft man puster i et projekt, kan det ikke lette, hvis indholdet er for tungt. Omvendt kan selv det letteste og mest aerodynamiske eliteære projekt ikke kæmpe sig fri af tyngdekraften uden hjælp.
På samme måde er det vel i sporten? Vi skal have den rigtige balance af mediedækning overfor den sportslige virkelighed vi kan levere. Men hvordan kommer man op i et højere luftlag?
Med andre ord; Hvordan investerer man bedst: I varm luft eller indhold og skal man have en høne før man kan lave et æg?
Som jeg ser det har Dansk Volley (med rette) i en årrække politisk trukket både bevågenhed og økonomi til en proces, som i høj grad har haft vores herrelandshold i fokus. De er blevet bedre og bedre men også i takt med at sporten (ikke bare volley men sportsverdenen generelt) er blevet mere og mere kompetetiv. Derfor kan markedsførring samt politisk arbejde have svære kår, når det absolutte gennembrud ikke har vist sig endnu? Det bliver ikke nemmere af at vores omgivelser dømmer os på medaljer og ikke den kvalitet og de værdier der er unikke for vores sport samt det kompetetive internationale miljø som vi gerne vil svæve i.
Vi er på trods af gode hensigter og fokus på toppen IKKE lettet resultatmæssigt endnu.
Hvis vi kigger på indholdet på udviklingssiden er der dog ved at ske noget.
Ungdomsarbejde.Kidsvolleyball stormer frem. Lærere og børn elsker det og klubbernes største problem er efterhånden at finde trænere og haller nok. Samtidigt er der kommet gang i talentcentrene. De spillere der viser sig her har aldrig været bedre i så ung en alder. Men kan vi sælge varen på det? Der går jo nok nogle år før denne generation slår igennem og vi har et rekrutteringsgrundlag der kan gøre os kompetetive internationalt.
Nationalt må vi forsøge at gøre noget i mellemtiden?
Udenlandske spillereFlere og flere klubber begynder at bruge internationale spillere for at forstærke truppen. Særligt efter jul dukker der spillere op hist og her i de danske elitedivisionsklubber. Personligt synes jeg det er positivt, sålænge det ikke direkte presser udviklingen af danske spillere bagud.
- Det presser klubberne til at arbejde med økonomi og logistik for deres "stjerner"; noget der måske giver et udbytte for danske spillere også.
- Det giver liga og hold et eksotisk præg i pressen, når stjernespilleren er brasiliansk og træneren fra Australien eller Canada. Igen noget der giver omtale, og omtale kan vel omsættes til økonomi på sigt?
- Niveauet bliver højere. Dermed bliver produktet bedre og igen mere interesant for andre end de der ligefrem arbejder med volleyball eller er en del af miljøet. Det højere niveau bidrager også til en højere kompetetiv udvikling for danske talenter, sålænge der sættes en politisk grænse for udlændinge, hvilket vel også er noget af det der diskuteres pt. på volleynet?
Den omvendte men måske endnu flottere side af medaljen er at der vel aldrig har været så mange landsholdsspillere på internationale kontrakter og pt. også første dansker i final four i Champions League. Tillykke Kristian Knudsen!
På damesiden har vi oplevet at flere spillere er vent tilbage efter gode, men hårde erfaringer uden for landets grænser også og et par unge er på vej ud igen.
Dette flow af spiller ind og ud af landet er godt for spillerne samt giver god omtale for sporten og er med til at højne niveauet for alle og det bør vi arbejde for bliver en større del af vores kultur.
Frivillighed, økonomi og professionalisme DIF har iværksat deres "tak en frivillig" kampagne. Som klubkonsulent har jeg det lidt ambivalent med konceptet. På motions og breddeniveau er disse værdier ikke til at komme udenom. I den frivillige ledelse af klubben er taknemmelighed og åben påskønnelse af det store arbejde uundværligt og jeg tilskynder det meget. Uden den brede fundering i pyramiden var der ikke nogen top. Det er positivt at der sættes fokus på en gruppe mennesker som holder gang i foreningsidræten; en kultur som jo volleyball er baseret på og som er hårdt presset af fitness-mentaliteten og de midler som de mere mediestærke sportsgrene dominerer.
Indtil vi slår igennem (og stadigt når vi har gjort det) skal vi bibeholde en stærk foreningskultur baseret på sociale og menneskelige værdier.
Højere oppe i rækkerne skal der dog andre ressourcer til også og vi skal sætte stærkere ind i toppen af dansk volley. Vi kan ikke forvente at ildsjæle og frivillige kan blive ved med at producere et godt produkt, når de samtidigt presses mere og mere i tid privat, og samtidigt skal præstere sportsligt så vi får mediemæssig interesse. Det holder ganske enkelt ikke at spillere og trænere forventes at få et "tak" for noget der tjenes 10.000 kr på i danmarksserie-fodbold og at folk engageret i elite arbejde skal bekmyre sig om transport, kontinggenter, tjanser og hjemmebane arrangementer. Kvalitet koster: Både tid og økonomi.
En volleyball cheftræner der får 3000,- om måneden for at stå i spidsen for et elitehold (samt en træningsdragt og et klap på skulderen for også lige at ordne en række praktiske ting for klubben) får naturligvis ikke mediemæssige respekt som sporten fortjener på trods af et helhjertet engagement, professionel indgang til arbejdet og viden der ville gøre mange 2. divisionsfodboldtrænere flove over at hæve deres 20000,- +. Som journalist er det klart at man ikke har den fornødne respekt for et projekt der indadtil er hæmmet af egen udviklingsmæssige jantelov eller ressourceknaphed. Vi må ganske enkelt arbejde på at slippe hæmningerne og finde både plads og lsyt til større armbevægelser.
Hvis vi skal have respekt fra andre skal vi have det for os selv. Med det ikke sagt at vi skal finde økonomi og resspurcer i det blå, men derimod erkende at der skal være en hvis rimelighed i den proces vi arbejder i.
Det samme gælder spillernes vilkår. Når ders fritid kompromiteres af andre interesser, uddannelse og privatliv i en verden underlagt en stigenede fitness-kultur, må der arbejdes for deres kår. Her kan man ikke forlange 6 gang ugentlig træning af voksne mennesker uden en rimelig form for kompensation økonomisk eller arbejdstidsmæssigt.
Målet er naturligvis deltidsprofessionalisme (og mere på sigt), når rekrutteringsgrundlaget og ressourcerne er på plads. Heldigvis har erhvervslivet visse steder forståelse for og interesse i det spin som eliteidært kaster af sig og også her er folk ved at være mætte af hvad de konstant bliver bombarderet med i sendefladen og træner/spiller eksponeringer.
Der må være rimelighed mellem ambitioner og ressourcer og vi må erkende at det ikke er ambitioner vi mangler i volleyball. Ergo må vi arbejde for at få et hentet ind på ressourcerne.
Ressourcer kan inddeles i bløde og hårde værdier. De hårde værdier er haltid, bolde, styrketræningsfaciliteter og økonomi. De bløde værdier er holdninger, socialt spin, etik og menneskelige hensyn og idealer.
Her skal klubberne blive bedre til at kommunikere og analysere sig frem til hvad deres tilbud kan, og dermed skal, bestå af:
Frederiksberg Volley's tilbud der slår på værdierne rummelighed, flexibilitet og kvalificeret træning er et eks. på en udemærket strategi for at trække spillere til. Man fornemmer at man kan få god kvalitet uden at skulle sætte sit liv på standby. Om det så er kompetetivt til medaljer vil tiden vise. På sigt underbyder man nok også værdier omkring hvad man på topnationalt og senere internationalt plan godt vil, men da klubben godt ved det og har fremtidige planer om at sætte kraftigere ind i takt med at processen styrkes er det jo ikke dårligt at vedkende sig en strategi, for nu.
Holte derimod holder fast i deres gamle elitekultur, og når man ser på hvilket hold der startede over sommeren sidste år og hvor langt de er nået med de spillere udfra simple værdier som træning, seriøsitet og kontinuitet kan man kun nikke respektfuldt. På sigt kommer spillere og klub på arbejde med ressourcerne, men de har også vedkendt sig en strategi og hvis ikke det giver Smølf en titel som årets træner er det altså noget galt med vores prioriteringer.
Fortuna leverer også en god blanding af rutine, ungdom og power og er også i top når man ser på træningsmæssige værdier og det vedkender de sig også. Men når man kigger på spillermaterialet før, under og efter denne sæson må Mikkel vel også give mig ret i at Holte har gjort det godt.
Andre værdier som eks. Lyngby's er også en strategi. "Det er her du spiller når du er blevet god nok til at træne mindre men også god nok til at gå efter medaljer". For dansk volleyball er det samlet set et godt tilbud. Nogle superdygtige spillere får tid til at leve deres liv og stadigt sætte et par hold på plads. Man kan håbe at fremtiden vil presse konceptet, men som det er nu er det jo godt at disse spilelre ikke stopper og at de præger ligaen kompetetivt.
Hvad angår økonomi og haltider samt ydre rammer og geografi/demografi står klubberne også forskelligt og de må finde ud af hvor de har deres forcer og ressourcer og lægge indsatsområder derefter. Spillerne ved godt hvor tilbudende er. Det er bare ikke altid at klubberne har (selv)bevidsthed derom.
Jeg skriver dette for at sætte fokus på at ens værdier skal være ens strategi. Indtil videre er værdierne ikke alle steder økonomi og professionalisme og derfor skal de nu være noget andet indtil sporten får sit gennembrud.
Dette leder tilbage til hønen og ægget. For hvad kommer først?
Hønen og ægget. Hvilken vej bryder man først igennem skallen?Jeg tror at det sker samtidigt. Der brydes ud af ægget og samtidigt ser en masse mennesker ind på hønen. Tag damehåndbold som et eks. Ved en rimelig indsats på baggrund af dygtige spillere, trænere og kultur i Danmark lykkedes det en flok glade deltids amatører at slå igennem internationalt for en 10-15 år siden.
Kompetetivt er der milevidt mellem volleyball og håndbold internationalt, men fordi den rette blanding af mulighed og niveau bød sig, tog sporten herhjemme et professionelt kvantespring. Resultatet er nu store lønninger i håndbold og en TV-sendeflade der, godt styrket af en TV2 redaktionschef, er ret dominant.
Kan dette lade sig gøre i volley? Eller kan noget andet? Med andre ord hvilke værdier skal vi sælge volleyball på og har vi et interessant produkt? For at svare på dette må vi prøve en ud af kroppen oplevelse og se os selv lidt fra oven...
Er volleyball et interessant som medie-produkt?
PåstandVolleyball er svært at forstå og uinteressant at se på samt svært at følge med i.
Facts- Amerikansk fodbold (en kompleks sport) er slået igennem som publikums succes, fordi et par gode kommentatorer "varmede luften" ordenligt igennem.
- Seertal viser at Volleyball/Beachvolleyball i den vestlige verden var den MEST sete sportsgren (set på seertimer) under OL.
- Eurosport og CEV arbejder sammen på at se om der er mere fremtid for at sende mere volleyball den kommende tid
http://www.cev.lu/mmp/online/website/news/news_online/754/8258_EN.htmlOg de to parter har i lang tid anderkendt er stigende behov for hinanden
http://www.cev.lu/mmp/online/website/news/news_archive/news_archive_2006/news_archive_2006_07/6928_EN.html http://www.cev.lu/mmp/online/website/news/news_online/754/8258_EN.htmlKonklusionKompleksitet kan sælges i den rigtige form OG vores sport har umiddelbar appeal internationalt.
Men hvad ude i hallerne og i formen af vores sport. Gøres der nok for at sælge volleyball? Personligt er jeg træt af diskussionen omkring kvindernes påklædning i eks. beachvolleyball. Her er der tale om varm luft der overskygger kvaliteterne i spillet. Dog har det jo kastet omtale af sig og som Simon Spies sagde "Dårlig omtale er bedre end ingen omtale".
Vedr. de tekniske time-outs internationalt står jeg også i et dilemma. Dette blev indført for at kan kunne sælge sporten med fastlagte små reklameblokke, men måske 6 time-outs pr sæt er for meget? Måske en teknisk timeout ved 13 var rigeligt? Dog ser man jo et eks. Eurosport sender mere og mere volleyball, måske pga. dette og fordi kampene med running score gør at man bedre kan planlægge TV-timerne?
Vi kan alle være enige ia t der dog i hver enkel hal kan gøres mere for at trække tilsuere til.:
- Få en Bjørn/Maskot som Frederiksberg og sæt et par psykopater til at lave lidt stemning. Det er da sjovt for både spillere og tilskuere og også for pressen
- Kår kampens spiller. Lav en konkurrence for publikum. Gør noget! Skriv til lokalbladet og gør det at gå til volleyball til en event. Sluk lyset og tænd for røgmaskinen når der spilles elite og ikek bare finaler. Præsenter spillerne HVER gang og få en megafon til hjemmepublikummet.
Det nytter ikke at vi bare borkker og og synes det er for dårligt at folk ikke gider se og opleve vores sport. Kunne vi selv gøre noget for at de ganske simpelt ikke kunne lade være?
Hvad så nu?Vi har fastslået at der skal resourcer til. Spillerne er på vej til at dække den volleyballmæssige generationskløft men mens vi træder vande skal vi ikke spilde tiden, for der er folk både i og udenfor dansk volleyball der er trætte af fodbold, håndbold og spinningstimer.
Jeg tror vi skal skabe vores gennembrud på sportens værdier og de event som vi skan skabe omkring vores kampe. Vi har ikke trænere der slår på hinanden eller spillere der fælder hinanden lige før en bar-røvs smash. Vores publikummer slås ikke med politiet men kan gå til yderligheder med at hamre på grydelåg lige når der skal serves.
Vi skal også leve af at mange tusinde børn og forældre præges af vores sports værdier. Når der spilles kids-volley står der ikke en overophedet ungdomstræner og skriger efter ungerne: PREEEEEEEEEES, PREEEEES, KOOOOOOM NU OLEEEEEEE!!!!! De ser unge børn koncentrere sig om en fælles mission hvor man hjælper sit hold og ellers bevarer en sund respekt for modstanderne.
Vi skal leve af den årlige nyhedsværdi i: "Og her står vi så blandt lækre babes og flotte fyre i bar overkrop på Amager Strand", for derefter at dunke intervieweren i knoppen med mikrofonen og fortælle om hvad det egentligt er vi laver. Når Teis Corneliussen og Lars Mayland kommer til tops til en CEV turneringen eller Bo Søderberg og Anders Hoyer tager sæt fra verdens bedste beachvolleyhold så SKAL vi være på barrikaderne og ellers gøre alt for at Pia Larsen og Stina Andreasen også får lavet andet end huller i luften når de er ude. Der trænes seriøst og hvis ikke det giver genlyd i pressen, så må man svare igen alá: "Jeg står her blandt journalistpraktikanter, gucci-sko og TV2-NEWS hår og lige ved siden af mig foregår noget socialt og sportsligt værdifuldt ALDIRG set før på TV: En holdsport uden kropslig kontakt baseret på års perfektion så ekvillibristisk udført at man skal igennem et ZULU-Kult sports kursus for at kunne nyde indmaden ordenligt"
Og når vi så bliver spurgt til vores sport kan vi sige at den kun er overgået af fodbold i sin udbredning i verden (faktisk for få år siden ej ikke engang af fodbold). Den er den mest eftertragtede sportsgren på TV under OL og ALLE har prøvet det i gymnasiet og syntes det stank fordi det krævede så meget (pånær altså om et par år når ALLE har prøvet Kids-volley).
KodeordeneIndhold frem for varm luft
Kontrast til andre sportsgrene
Klarhed i vores værdier
Kommunikation indadtil og udadtil
Ambitioner hvilende på realisme
Ressourcefokus i eliten
Fortsat ungdomsudvikling
En god blanding af udlændinge og talenter
Stemning og events i vores haller
... og en masse andet... Lad mig høre dit bud.
